-
Er træer klimaets ven? Ikke når det gælder Arktis
- 2024/11/14
- 再生時間： 6 分
- ポッドキャスト
-
サマリー
あらすじ・解説
Skoleelever ved det, Google og ChatGPT ved det, din gamle bedstemor ved det formentlig også:
Træer suger kulstof ud af atmosfæren og lagrer det i stammer, grene, rødder og blade og hjælper dermed til med at modarbejde klimaforandringerne.
For mere kulstof i stammer betyder mindre kulstof i atmosfæren, hvor det primært findes som den opvarmende drivhusgas CO.
Det gør træplantning til en dejligt simpel og ekstremt omkostningseffektiv klimaløsning, fordi vi nærmest ikke behøver gøre andet end at plante træerne og vente. Da den globale opvarmning samtidig gør træplantning mulig længere og længere mod nord, arbejder nogle aktører på at plante træer blandt andet i Grønland.
Gid det var så simpelt.
I en ny videnskabelig artikel gennemgår vi, hvorfor plantning af træer i Arktis og store dele af de nåleskovsdækkede områder i Canada, Alaska, Skandinavien og Rusland vil opvarme og ikke afkøle Jordens atmosfære.
For det første - og væsentligst - reflekterer en overflade dækket af skov kun cirka 10 procent af det sollys, der rammer den. En snedækket tundra reflekterer derimod op mod 75 procent.
Den solenergi, der reflekteres som lys, når aldrig at hjælpe til med at opvarme atmosfæren, inden den er ude i verdensrummet igen.
Kun den energi, der absorberes af overfladen, og dernæst udsendes igen som varmestråling bidrager til opvarmningen.
I en del af verden, hvor der både ligger sne i landskabet store dele af året, og hvor dagslyset i perioder fortsætter 20-24 timer i døgnet, er der rig mulighed for en effektiv refleksion af sollys.
Den effekt kaldes albedoeffekten, og den betyder ekstremt meget for den samlede energibalance.
Kan træernes kølende effekt opvejes af den skygge, de vil give for den vigtige refleksion af sollys?
Ikke i Arktis, viser et andet studie, der udkom tidligere i år.
Det viser, at den opvarmende effekt af albedoændringerne er større end den afkølende effekt fra kulstoflagringen i hele tundraen og i størstedelen af de relativt tyndt bevoksede nordlige nåleskove i den såkaldte boreale zone.
Jordene i de kolde egne af verden har et meget højt kulstofindhold. Faktisk indeholder de mere end dobbelt så meget kulstof som al biomasse og atmosfæren tilsammen.
Jordens kulstof i kolde egne er tilmed meget sensitiv over for forstyrrelser, så man får en stor udledning af drivhusgasser fra dem ved eksempelvis jordbearbejdning relativt til andre steder på Jorden.
Over tid vil noget af det tabte kulstof dog blive leveret tilbage til Jorden i nye former, måske endda nok til at gøre op for det tabte.
Derfor vil nogle måske sige, at det går op: 'Hvad vi taber på karrusellen, tjener vi på gyngerne'.
Den form for tankegang har ét markant problem, nemlig at den ignorerer timingen af, hvornår kulstof udledes til atmosfæren.
Hvis man udleder drivhusgasser til atmosfæren i dag, kan man ikke overbevise drivhuseffekten om, at den skal lade være med at varme, fordi man skam har tænkt sig at betale sin kulstofgæld tilbage om 100 år.
Sådan fungerer Jordens energisystem desværre ikke.
Det var så, hvad der foregår i underetagen, men oppe i stuen er alt heller ikke blot fryd og gammen.
Som om det ikke allerede var svært nok at være træ i en af de barskeste egne på jordkloden, bliver det kun sværere i fremtiden.
Klimaforandringerne sker i gennemsnit tre til fire gange hurtigere i Arktis end på resten af Jorden, hvilket som sagt blandt andet betyder, at træer er levedygtige længere og længere mod nord.
Men det betyder også, at man har set en enorm stigning i antallet og intensiteten af naturbrande, insektudbrud og perioder med tørkestress i Arktis hen over de seneste tre til fire årtier, og udviklingen synes kun at fortsætte i den gale retning.
Da vi ved fra andre dele af verden, at træplantager er særligt sårbare overfor sådanne forstyrrelser, har træer særdeles hårde odds i de nordlige dele af jordkloden i de kommende årtier, hvor udviklingen mod flere og kraftigere ekstremevents går ekstremt hurtigt.
Vores konkluderende budskab gælder i Arktis såvel...
Træer suger kulstof ud af atmosfæren og lagrer det i stammer, grene, rødder og blade og hjælper dermed til med at modarbejde klimaforandringerne.
For mere kulstof i stammer betyder mindre kulstof i atmosfæren, hvor det primært findes som den opvarmende drivhusgas CO.
Det gør træplantning til en dejligt simpel og ekstremt omkostningseffektiv klimaløsning, fordi vi nærmest ikke behøver gøre andet end at plante træerne og vente. Da den globale opvarmning samtidig gør træplantning mulig længere og længere mod nord, arbejder nogle aktører på at plante træer blandt andet i Grønland.
Gid det var så simpelt.
I en ny videnskabelig artikel gennemgår vi, hvorfor plantning af træer i Arktis og store dele af de nåleskovsdækkede områder i Canada, Alaska, Skandinavien og Rusland vil opvarme og ikke afkøle Jordens atmosfære.
For det første - og væsentligst - reflekterer en overflade dækket af skov kun cirka 10 procent af det sollys, der rammer den. En snedækket tundra reflekterer derimod op mod 75 procent.
Den solenergi, der reflekteres som lys, når aldrig at hjælpe til med at opvarme atmosfæren, inden den er ude i verdensrummet igen.
Kun den energi, der absorberes af overfladen, og dernæst udsendes igen som varmestråling bidrager til opvarmningen.
I en del af verden, hvor der både ligger sne i landskabet store dele af året, og hvor dagslyset i perioder fortsætter 20-24 timer i døgnet, er der rig mulighed for en effektiv refleksion af sollys.
Den effekt kaldes albedoeffekten, og den betyder ekstremt meget for den samlede energibalance.
Kan træernes kølende effekt opvejes af den skygge, de vil give for den vigtige refleksion af sollys?
Ikke i Arktis, viser et andet studie, der udkom tidligere i år.
Det viser, at den opvarmende effekt af albedoændringerne er større end den afkølende effekt fra kulstoflagringen i hele tundraen og i størstedelen af de relativt tyndt bevoksede nordlige nåleskove i den såkaldte boreale zone.
Jordene i de kolde egne af verden har et meget højt kulstofindhold. Faktisk indeholder de mere end dobbelt så meget kulstof som al biomasse og atmosfæren tilsammen.
Jordens kulstof i kolde egne er tilmed meget sensitiv over for forstyrrelser, så man får en stor udledning af drivhusgasser fra dem ved eksempelvis jordbearbejdning relativt til andre steder på Jorden.
Over tid vil noget af det tabte kulstof dog blive leveret tilbage til Jorden i nye former, måske endda nok til at gøre op for det tabte.
Derfor vil nogle måske sige, at det går op: 'Hvad vi taber på karrusellen, tjener vi på gyngerne'.
Den form for tankegang har ét markant problem, nemlig at den ignorerer timingen af, hvornår kulstof udledes til atmosfæren.
Hvis man udleder drivhusgasser til atmosfæren i dag, kan man ikke overbevise drivhuseffekten om, at den skal lade være med at varme, fordi man skam har tænkt sig at betale sin kulstofgæld tilbage om 100 år.
Sådan fungerer Jordens energisystem desværre ikke.
Det var så, hvad der foregår i underetagen, men oppe i stuen er alt heller ikke blot fryd og gammen.
Som om det ikke allerede var svært nok at være træ i en af de barskeste egne på jordkloden, bliver det kun sværere i fremtiden.
Klimaforandringerne sker i gennemsnit tre til fire gange hurtigere i Arktis end på resten af Jorden, hvilket som sagt blandt andet betyder, at træer er levedygtige længere og længere mod nord.
Men det betyder også, at man har set en enorm stigning i antallet og intensiteten af naturbrande, insektudbrud og perioder med tørkestress i Arktis hen over de seneste tre til fire årtier, og udviklingen synes kun at fortsætte i den gale retning.
Da vi ved fra andre dele af verden, at træplantager er særligt sårbare overfor sådanne forstyrrelser, har træer særdeles hårde odds i de nordlige dele af jordkloden i de kommende årtier, hvor udviklingen mod flere og kraftigere ekstremevents går ekstremt hurtigt.
Vores konkluderende budskab gælder i Arktis såvel...