-
COP29: Drop ideen om billige, hurtige naturbaserede løsninger på klimakrisen
- 2024/11/22
- 再生時間： 9 分
- ポッドキャスト
-
サマリー
あらすじ・解説
Der forhandles på højtryk i Baku i disse dage under COP29.
Mens vi primært hører om økonomiske armlægninger om klimabistand til de områder, der er hårdest ramt af klimakatastrofer, er der også en anden (og vigtig) dagsorden på færde i kulisserne:
20. november udsendte en sammenslutning af 70 NGO'er, virksomheder, organisationer og andre aktører en hastemeddelelse, der opfordrer COP-parterne til at "anerkende og finansiere naturens rolle i at håndtere klimakrisen".
Natur kan både hjælpe os med at beskytte grundvand, modvirke oversvømmelser, øge biodiversiteten og suge CO2 ud af luften.
Det giver derfor god mening, at mange aktører ser natur som et afgørende værktøj til at reducere og forebygge klimakatastrofer, og at natur fylder meget i debatten om klima.
Herhjemme er der netop fundet politisk flertal for 'Aftalen om et Grønt Danmark', der bygger på den grønne trepartsaftale fra juni 2024. Også her fokuseres der på natur - eller rettere skov.
Men træer vokser dog som bekendt ikke ind i himlen.
Forskerkollegaer fra Oxford advarede for nylig i tidsskriftet 'Nature' mod, at lande i deres nationale planer for grøn omstilling risikerer at have for høje forventninger til, hvad naturen kan levere i forhold til at mindske den globale opvarmning.
I forhold til både den internationale og den hjemlige debat er det væsentligt at forstå, at træer ikke er lig med natur, og at ikke alle typer natur bidrager til at reducere klimaforandringer og beskytte os mod krisens konsekvenser.
Skal naturtiltag reelt have betydning for biodiversiteten og klimatilpasning, skal vi turde sætte den fri.
Der er med rette meget fokus på at tage landbrugsland ud af produktion og omlægge til natur for at lade det indgå i bekæmpelse af biodiversitets- og klimakriserne - den såkaldte tvillingekrise.
Det er i den forbindelse vigtigt, at vi kender forskel på natur- og kulturlandskaber, så vi ikke upåagtet kommer til at erstatte én type produktionslandskab med et andet og kalder det natur, uden at det nye landskab er nogen reel gevinst for biodiversiteten.
Den risiko er eksempelvis til stede, hvis vi omlægger landbrugsland udelukkende til produktionsskov, der - ligesom landbrug - er styret af menneskers behov for råmaterialer.
Man må derfor også forholde sig til, hvilken type 'ikke-landbrug' der kommer i stedet - en pointe, der er blevet implementeret i den grønne trepart ved at opdele de nye skovarealer i produktionsskov og naturskov.
Med træers positive opmærksomhed som CO2-støvsuger, og at de fleste danskere forbinder ranke bøgestammer med den skønneste natur, så synes det kun at kunne gå for langsomt med at få plantet nogle flere træer.
Der er masser af gode ting at sige om træer, men natur er meget mere end træer. Faktisk er træer ikke nødvendigvis natur.
Forleden understregede forskere i naturbaserede løsninger ved Oxford Universitet, at træ og anden biomasse til energiproduktion faktisk er en markant trussel mod biodiversiteten, primært fordi det kræver meget store arealer.
Det er særligt vigtigt i Danmark, hvor netop træ-biomasse fra træproduktion er en central del af strategien for, hvordan vi skal komme i mål med den grønne omstilling.
Som et andet eksempel viser et spritnyt dansk studie, at projekter, hvor man vådlægger områder for primært at fange næringsstoffer fra markernes afløbsvand, heller ikke nødvendigvis fremmer biodiversiteten og naturværdierne på arealet.
Definitionen på natur er ikke skåret i granit og revurderes konstant.
Konsensus går dog i retningen af, at velfungerende og bæredygtig natur kræver en betydelig grad af frihed til at reagere på og tilpasse sig frit til den verden, vi lever i.
Det kræver, at naturen har nogle redskaber i værktøjskassen, der sætter den i stand til at agere i forhold til ydre påvirkninger.
De værktøjer er udviklet over millioner af år i tæt sammenspil mellem dyr, planter og mikrober samt miljøet omkring dem.
Det kan måske hjælpe at tænke på det sådan, at vores landskab former sig mellem to poler: Bebyggede områd...
Mens vi primært hører om økonomiske armlægninger om klimabistand til de områder, der er hårdest ramt af klimakatastrofer, er der også en anden (og vigtig) dagsorden på færde i kulisserne:
20. november udsendte en sammenslutning af 70 NGO'er, virksomheder, organisationer og andre aktører en hastemeddelelse, der opfordrer COP-parterne til at "anerkende og finansiere naturens rolle i at håndtere klimakrisen".
Natur kan både hjælpe os med at beskytte grundvand, modvirke oversvømmelser, øge biodiversiteten og suge CO2 ud af luften.
Det giver derfor god mening, at mange aktører ser natur som et afgørende værktøj til at reducere og forebygge klimakatastrofer, og at natur fylder meget i debatten om klima.
Herhjemme er der netop fundet politisk flertal for 'Aftalen om et Grønt Danmark', der bygger på den grønne trepartsaftale fra juni 2024. Også her fokuseres der på natur - eller rettere skov.
Men træer vokser dog som bekendt ikke ind i himlen.
Forskerkollegaer fra Oxford advarede for nylig i tidsskriftet 'Nature' mod, at lande i deres nationale planer for grøn omstilling risikerer at have for høje forventninger til, hvad naturen kan levere i forhold til at mindske den globale opvarmning.
I forhold til både den internationale og den hjemlige debat er det væsentligt at forstå, at træer ikke er lig med natur, og at ikke alle typer natur bidrager til at reducere klimaforandringer og beskytte os mod krisens konsekvenser.
Skal naturtiltag reelt have betydning for biodiversiteten og klimatilpasning, skal vi turde sætte den fri.
Der er med rette meget fokus på at tage landbrugsland ud af produktion og omlægge til natur for at lade det indgå i bekæmpelse af biodiversitets- og klimakriserne - den såkaldte tvillingekrise.
Det er i den forbindelse vigtigt, at vi kender forskel på natur- og kulturlandskaber, så vi ikke upåagtet kommer til at erstatte én type produktionslandskab med et andet og kalder det natur, uden at det nye landskab er nogen reel gevinst for biodiversiteten.
Den risiko er eksempelvis til stede, hvis vi omlægger landbrugsland udelukkende til produktionsskov, der - ligesom landbrug - er styret af menneskers behov for råmaterialer.
Man må derfor også forholde sig til, hvilken type 'ikke-landbrug' der kommer i stedet - en pointe, der er blevet implementeret i den grønne trepart ved at opdele de nye skovarealer i produktionsskov og naturskov.
Med træers positive opmærksomhed som CO2-støvsuger, og at de fleste danskere forbinder ranke bøgestammer med den skønneste natur, så synes det kun at kunne gå for langsomt med at få plantet nogle flere træer.
Der er masser af gode ting at sige om træer, men natur er meget mere end træer. Faktisk er træer ikke nødvendigvis natur.
Forleden understregede forskere i naturbaserede løsninger ved Oxford Universitet, at træ og anden biomasse til energiproduktion faktisk er en markant trussel mod biodiversiteten, primært fordi det kræver meget store arealer.
Det er særligt vigtigt i Danmark, hvor netop træ-biomasse fra træproduktion er en central del af strategien for, hvordan vi skal komme i mål med den grønne omstilling.
Som et andet eksempel viser et spritnyt dansk studie, at projekter, hvor man vådlægger områder for primært at fange næringsstoffer fra markernes afløbsvand, heller ikke nødvendigvis fremmer biodiversiteten og naturværdierne på arealet.
Definitionen på natur er ikke skåret i granit og revurderes konstant.
Konsensus går dog i retningen af, at velfungerende og bæredygtig natur kræver en betydelig grad af frihed til at reagere på og tilpasse sig frit til den verden, vi lever i.
Det kræver, at naturen har nogle redskaber i værktøjskassen, der sætter den i stand til at agere i forhold til ydre påvirkninger.
De værktøjer er udviklet over millioner af år i tæt sammenspil mellem dyr, planter og mikrober samt miljøet omkring dem.
Det kan måske hjælpe at tænke på det sådan, at vores landskab former sig mellem to poler: Bebyggede områd...