-
サマリー
あらすじ・解説
Gazakrigen giver anledning til meget stærke holdninger og uenigheder, ikke mindst om hvem der er skurken eller den største skurk.
Hvem der er blevet den største taber, burde vi dog kunne blive enige om, al den stund at civile i titusindvis er blevet dræbt, og andre titusinder kvæstet for livet.
En usædvanlig stor del af dem er små børn og dermed komplet uskyldige og sagesløse ud fra enhver rimelig betragtning.
At Hamas gemmer sig i tunneler neden under civil infrastruktur gør utvivlsomt tabstallene højere - og er åbenlyst etisk forkasteligt.
Men der er også grund til at diskutere forsvarligheden af den israelske hærs fremfærd, da det jo er deres bombardementer, der forårsager drabene
Her er det et udbredt synspunkt, at selv om de civile tab er skrækkelige, er de trods alt forsvarlige, fordi de er led i en retfærdig krig.
Hamas' terrorangreb 7. oktober - der krænkede alle betingelser for retfærdig brug af vold - gør i denne optik selvforsvaret og krigen retfærdig.
Men hvad skal der etisk set til for, at krig er retfærdig? Og hvad er de etiske grænser i krig - her helt konkret krigen i Gaza?
Krigens love er for det meste formuleret ret vagt, så der er brug for at fortolke dem i lyset af bagvedliggende etiske principper. Jeg er filosof og krigsetiker, ikke folkeretsekspert.
I denne artikel trækker jeg på nogle aktuelle diskussioner inden for den filosofiske krigsetik, især nogle bidrag fra den amerikanske krigsetiker Jeff McMahan.
I debatten om Gazakrigen har tre principper spillet en central rolle: 1) Retten til selvforsvar, 2) beskyttelsen af civile og 3) proportionalitet. Især det sidste har givet anledning til kontroverser og nogle problematiske misforståelser.
Det virker indlysende, at en stat har ret til at forsvare sig militært imod en væbnet og uretfærdig aggressor og så meget desto mere, hvis aggressoren tydeligvis har til hensigt at gå efter rent civile mål og dermed agerer terroristisk.
Hvis ikke det er tilladt at forsvare sig mod en fjende som Hamas, er det svært at se, hvornår det skulle være tilladt. At afværge en sådan trussel må ligefrem anses for at være en statslig regerings fremmeste forpligtelse.
Så langt så godt. Der er imidlertid næppe mange, der seriøst mener, at en stat må gøre det med alle midler. En stat må ikke selv gribe til terroristiske midler i sit forsvar mod terrorisme. Frem for alt må det gøres med midler, der tager passende hensyn til beskyttelsen af civile.
Man må ifølge den tillægsprotokol i Genèvekonventionerne, der nævnes i faktaboksen ovenfor, ikke bruge kampmetoder eller kampmidler, hvis virkninger ikke kan begrænses til militære mål, således at de "vilkårligt vil ramme militære mål og civile eller civile genstande" (artikel 51).
Allerede her er der rejst stærk kritik af den israelske hærs fremfærd, fordi det virker som om, beskyttelsen af Gazas civilbefolkning er særdeles mangelfuld.
Den internationale straffedomstol (ICC) udstedte 21. november 2024 en arrestordre mod Israels premiereminister og forsvarsminister Benjamin Netanyahu med formodning om krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen i Gaza.
Det handler hovedsagelig om bevidst afskæring af basale livsfornødenheder (mad, vand, lægemidler, medicinsk udstyr, brændstof) til civilbefolkningen med omfattende, akut nød til følge.
En mindre del af arrestordren og meget af en bredere kritik af den israelske hærs fremfærd handler imidlertid også om de mange civile døde som følge af de egentlige militære operationer.
Eksempelvis er hospitaler, skoler, universiteter og flygtningelejre alle blevet ramt. Og allerede i marts lød det, at der på fem måneder var dræbt flere børn i Gaza end i verdens konflikter de foregående fire år.
Man anvender så kraftige bomber, at de uvægerligt vil ramme både militære og civile mål. Man kan sågar sige, at det i mange tilfælde er mere sikkert, at man kommer til at ramme civile mål end rent militære.
Her gør to mulige modsvar sig gældende.
Det ene er, at hovedansvaret for de civile tab ligger hos Hamas, for...
Hvem der er blevet den største taber, burde vi dog kunne blive enige om, al den stund at civile i titusindvis er blevet dræbt, og andre titusinder kvæstet for livet.
En usædvanlig stor del af dem er små børn og dermed komplet uskyldige og sagesløse ud fra enhver rimelig betragtning.
At Hamas gemmer sig i tunneler neden under civil infrastruktur gør utvivlsomt tabstallene højere - og er åbenlyst etisk forkasteligt.
Men der er også grund til at diskutere forsvarligheden af den israelske hærs fremfærd, da det jo er deres bombardementer, der forårsager drabene
Her er det et udbredt synspunkt, at selv om de civile tab er skrækkelige, er de trods alt forsvarlige, fordi de er led i en retfærdig krig.
Hamas' terrorangreb 7. oktober - der krænkede alle betingelser for retfærdig brug af vold - gør i denne optik selvforsvaret og krigen retfærdig.
Men hvad skal der etisk set til for, at krig er retfærdig? Og hvad er de etiske grænser i krig - her helt konkret krigen i Gaza?
Krigens love er for det meste formuleret ret vagt, så der er brug for at fortolke dem i lyset af bagvedliggende etiske principper. Jeg er filosof og krigsetiker, ikke folkeretsekspert.
I denne artikel trækker jeg på nogle aktuelle diskussioner inden for den filosofiske krigsetik, især nogle bidrag fra den amerikanske krigsetiker Jeff McMahan.
I debatten om Gazakrigen har tre principper spillet en central rolle: 1) Retten til selvforsvar, 2) beskyttelsen af civile og 3) proportionalitet. Især det sidste har givet anledning til kontroverser og nogle problematiske misforståelser.
Det virker indlysende, at en stat har ret til at forsvare sig militært imod en væbnet og uretfærdig aggressor og så meget desto mere, hvis aggressoren tydeligvis har til hensigt at gå efter rent civile mål og dermed agerer terroristisk.
Hvis ikke det er tilladt at forsvare sig mod en fjende som Hamas, er det svært at se, hvornår det skulle være tilladt. At afværge en sådan trussel må ligefrem anses for at være en statslig regerings fremmeste forpligtelse.
Så langt så godt. Der er imidlertid næppe mange, der seriøst mener, at en stat må gøre det med alle midler. En stat må ikke selv gribe til terroristiske midler i sit forsvar mod terrorisme. Frem for alt må det gøres med midler, der tager passende hensyn til beskyttelsen af civile.
Man må ifølge den tillægsprotokol i Genèvekonventionerne, der nævnes i faktaboksen ovenfor, ikke bruge kampmetoder eller kampmidler, hvis virkninger ikke kan begrænses til militære mål, således at de "vilkårligt vil ramme militære mål og civile eller civile genstande" (artikel 51).
Allerede her er der rejst stærk kritik af den israelske hærs fremfærd, fordi det virker som om, beskyttelsen af Gazas civilbefolkning er særdeles mangelfuld.
Den internationale straffedomstol (ICC) udstedte 21. november 2024 en arrestordre mod Israels premiereminister og forsvarsminister Benjamin Netanyahu med formodning om krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen i Gaza.
Det handler hovedsagelig om bevidst afskæring af basale livsfornødenheder (mad, vand, lægemidler, medicinsk udstyr, brændstof) til civilbefolkningen med omfattende, akut nød til følge.
En mindre del af arrestordren og meget af en bredere kritik af den israelske hærs fremfærd handler imidlertid også om de mange civile døde som følge af de egentlige militære operationer.
Eksempelvis er hospitaler, skoler, universiteter og flygtningelejre alle blevet ramt. Og allerede i marts lød det, at der på fem måneder var dræbt flere børn i Gaza end i verdens konflikter de foregående fire år.
Man anvender så kraftige bomber, at de uvægerligt vil ramme både militære og civile mål. Man kan sågar sige, at det i mange tilfælde er mere sikkert, at man kommer til at ramme civile mål end rent militære.
Her gør to mulige modsvar sig gældende.
Det ene er, at hovedansvaret for de civile tab ligger hos Hamas, for...