-
Kan biokul blive landbrugets klimaredning?
- 2024/11/20
- 再生時間： 9 分
- ポッドキャスト
-
サマリー
あらすじ・解説
Umiddelbart ser de små sorte biokul ret ubetydelige ud. Og det er heller ikke, fordi vi har talt så meget om de små størrelser.
Men de såkaldte 'biokul', der blandt andet laves af biomasse fra landbrug, kan komme til at spille en afgørende rolle for reduktionen af landbrugets udledning af klimagasser.
I hvert fald hvis det står til parterne bag den grønne trepartsaftale, der blev indgået i juni 2024.
I aftalen er biokul nævnt hele 14 gange, og det er der god grund til:
Med et budget på 10 milliarder kroner frem mod 2045 ser den grønne trepart biokul som en vigtig nøgle til at sænke landbrugets CO2-udledning, og det politiske flertal bag 'et Grønt Danmark', der faldt på plads i november, har foreløbigt afsat 586 millioner til udvikling af teknologien frem til 2030.
Målet er allerede i 2030 at kunne lagre 0,3 millioner tons CO2 ved hjælp af biokul.
Men er biokul virkelig en gamechanger for landbruget?
Teknologien er stadig under udvikling, og lige nu mangler der økonomiske incitamenter til både produktion og udbringning af biokul.
Vi ved, at biokul er effektivt til at lagre CO2, og det er også muligt, at det kan nedbringe udledningen af lattergas, som er en kraftig drivhusgas.
Vi ved dog ikke, hvilke konsekvenser udbringningen kan have for høstudbyttet og miljøet.
Vi forsker i biokul, og i denne artikel vil vi gennemgå, hvad vi ved - og ikke ved - om biokullets potentiale, og vise, hvorfor vi vurderer, at vi bare skal se at komme i gang med at bruge det.
Biokul indeholder typisk mellem 60 og 90 procent kulstof. For at forstå hvad det betyder, tager vi et eksempel:
Lægger vi 10 tons biokul med et kulstofindhold på 67 procent på en hektar landbrugsjord, vil der blive lagret 6,6 tons kulstof på den ene hektar.
Hvis vi så gør det samme på alle marker, vil det svare til, at der bliver tilført 16,3 millioner tons kulstof, som dermed binder 59,7 millioner tons CO2, eller hvad der svarer til mere end hele Danmarks samlede årlige drivhusgasudledning.
Det er naturligvis blot et eksempel, der viser ideen med biokul og ikke et realistisk scenarie, for selvom vi besluttede at bruge al landbrugsjord, skulle vi, som Trine Langhede fra Rådet for Grøn Omstilling rigtigt nok kommenterer, stadig skaffe halm eller anden biomasse og pyrolysekapacitet til produktionen.
Forestiller vi os på den anden side, at vi slet ikke laver biokul, så bliver det overskydende organiske materiale fra markerne enten brændt af i forbrændingsanlæg eller returneret ubehandlet til jorden i en lettere mineraliserbar form end biokul.
Det betyder altså, at størstedelen returneres som CO2 i atmosfæren inden for en kort årrække. Som biokul bliver kulstoffet længere i jorden.
Hvor lang tid er der ikke entydigt svar på, men det er ubetinget meget længere end kulstof fra tilbageført ubehandlet plantemateriale, og en meget stor del af kulstoffet vil være stabilt i mere end 100 år, ifølge flere studier (se her, her og her).
Biokul rummer altså et kæmpe potentiale for at lagre kulstof i landbrugsjord.
Som du sikkert har hørt før, er CO2 ikke den eneste problematiske drivhusgas fra landbruget.
Lattergas er en drivhusgas, der på vægtbasis er en 298 gange kraftigere drivhusgas end CO2. Lattergas produceres, hvor der er tilgængeligt kvælstof, altså typisk i landbrugsjord der årligt modtager kvælstofgødning.
Ifølge de nationale emissionsopgørelser bidragede landbrug, skovbrug og fiskeri i 2023 med 27 procent af de nationale drivhusgasemissioner og 90 procent af de nationale lattergasemissioner.
Selvom flere studier (her og her) indikerer, at biokul kan reducere udledningen af lattergas, er effekterne usikre, og mekanismerne er ikke velkendte.
De ubesvarede spørgsmål om biokullets sideeffekter er noget af det, vi søger svar på i flere aktuelle forskningsprojekter.
I projektet Mitichar, som er et samarbejde mellem flere danske universiteter og biokulproducenter, har vi siden foråret 2023 dyrket og monitoreret en mark i Taastrup, hvor der er tildelt 45 tons biokul per hektar landbrugsjo...
Men de såkaldte 'biokul', der blandt andet laves af biomasse fra landbrug, kan komme til at spille en afgørende rolle for reduktionen af landbrugets udledning af klimagasser.
I hvert fald hvis det står til parterne bag den grønne trepartsaftale, der blev indgået i juni 2024.
I aftalen er biokul nævnt hele 14 gange, og det er der god grund til:
Med et budget på 10 milliarder kroner frem mod 2045 ser den grønne trepart biokul som en vigtig nøgle til at sænke landbrugets CO2-udledning, og det politiske flertal bag 'et Grønt Danmark', der faldt på plads i november, har foreløbigt afsat 586 millioner til udvikling af teknologien frem til 2030.
Målet er allerede i 2030 at kunne lagre 0,3 millioner tons CO2 ved hjælp af biokul.
Men er biokul virkelig en gamechanger for landbruget?
Teknologien er stadig under udvikling, og lige nu mangler der økonomiske incitamenter til både produktion og udbringning af biokul.
Vi ved, at biokul er effektivt til at lagre CO2, og det er også muligt, at det kan nedbringe udledningen af lattergas, som er en kraftig drivhusgas.
Vi ved dog ikke, hvilke konsekvenser udbringningen kan have for høstudbyttet og miljøet.
Vi forsker i biokul, og i denne artikel vil vi gennemgå, hvad vi ved - og ikke ved - om biokullets potentiale, og vise, hvorfor vi vurderer, at vi bare skal se at komme i gang med at bruge det.
Biokul indeholder typisk mellem 60 og 90 procent kulstof. For at forstå hvad det betyder, tager vi et eksempel:
Lægger vi 10 tons biokul med et kulstofindhold på 67 procent på en hektar landbrugsjord, vil der blive lagret 6,6 tons kulstof på den ene hektar.
Hvis vi så gør det samme på alle marker, vil det svare til, at der bliver tilført 16,3 millioner tons kulstof, som dermed binder 59,7 millioner tons CO2, eller hvad der svarer til mere end hele Danmarks samlede årlige drivhusgasudledning.
Det er naturligvis blot et eksempel, der viser ideen med biokul og ikke et realistisk scenarie, for selvom vi besluttede at bruge al landbrugsjord, skulle vi, som Trine Langhede fra Rådet for Grøn Omstilling rigtigt nok kommenterer, stadig skaffe halm eller anden biomasse og pyrolysekapacitet til produktionen.
Forestiller vi os på den anden side, at vi slet ikke laver biokul, så bliver det overskydende organiske materiale fra markerne enten brændt af i forbrændingsanlæg eller returneret ubehandlet til jorden i en lettere mineraliserbar form end biokul.
Det betyder altså, at størstedelen returneres som CO2 i atmosfæren inden for en kort årrække. Som biokul bliver kulstoffet længere i jorden.
Hvor lang tid er der ikke entydigt svar på, men det er ubetinget meget længere end kulstof fra tilbageført ubehandlet plantemateriale, og en meget stor del af kulstoffet vil være stabilt i mere end 100 år, ifølge flere studier (se her, her og her).
Biokul rummer altså et kæmpe potentiale for at lagre kulstof i landbrugsjord.
Som du sikkert har hørt før, er CO2 ikke den eneste problematiske drivhusgas fra landbruget.
Lattergas er en drivhusgas, der på vægtbasis er en 298 gange kraftigere drivhusgas end CO2. Lattergas produceres, hvor der er tilgængeligt kvælstof, altså typisk i landbrugsjord der årligt modtager kvælstofgødning.
Ifølge de nationale emissionsopgørelser bidragede landbrug, skovbrug og fiskeri i 2023 med 27 procent af de nationale drivhusgasemissioner og 90 procent af de nationale lattergasemissioner.
Selvom flere studier (her og her) indikerer, at biokul kan reducere udledningen af lattergas, er effekterne usikre, og mekanismerne er ikke velkendte.
De ubesvarede spørgsmål om biokullets sideeffekter er noget af det, vi søger svar på i flere aktuelle forskningsprojekter.
I projektet Mitichar, som er et samarbejde mellem flere danske universiteter og biokulproducenter, har vi siden foråret 2023 dyrket og monitoreret en mark i Taastrup, hvor der er tildelt 45 tons biokul per hektar landbrugsjo...